mandag den 1. december 2014

1. December - Julestjerne


Så kom endelig den 1 december og det første indlæg i min julekalender. Jeg har tidligere lavet en nutella stjerne og derfor syntes jeg det var oplagt at kreere en julestjerne men smagen af jul. 

Som tidligere består dejen af almindelig bolledej, dog har jeg tilsat kardemomme, denne gang. Fyldet er en lækker blanding af marcipan, revet æbler, tørret tranebær, kanelsukkerremonce. På toppen er der perlesukker og hakket pekannødder. Fyldet giver en rigtig julesmag og duft. 


Selv om julestjernen består af almindelig bolledej, så gør fyldet at denne holder sig lækker og fugtig - også 2 og 3 dagen. Dette er til en ret stor julestjerne og opskriften kan evt halveres. Så rigtig god 1 december og håber du har lyst til at afprøve julestjernen, måske den skal nydes til en af julekalenderne i fjernsynet.


Julestjerne (1 meget stor)

Ingredienser (bolledej)
5 dl mælk
50 gram gær
150 gram smeltet smør/flydende margarine
2 æg
2 spsk sukker
2 tsk salt
3-4 tsk kardemomme
150 gram havregryn
1000 gram hvedemel - hold evt lidt tilbage

Fremgangsmåde (bolledej)
Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt den smeltet smør (eller margarine), æg, salt, sukker og kardemomme. Det hele røres godt sammen. Tilsæt havregryn og hvedemel. Dejen røres godt på røremaskine eller ældes grundigt i hånden - tilsæt evt det sidste hvedemel, men pas på dejen ikke bliver for tør. Dejen hviler tildækket mens fyldet til julestjernen laves.

Ingredienser (fyld og drys)

200 gram groft revet marcipan
3-4 æbler
150 gram tørret tranebær
200 gram blødt smør
Ca 100 gram sukker
2-3 spsk kanel
1 æg
Perlesukker
1 håndfuld groft hakket pekannødder

Fremgangsmåde (fyld og sammenlægning)

Bland smør, sukker og kanel sammen. Fjern kernehusene fra æblerne og riv dem groft ( eller skær i små tern). Skær de tørret tranebær i mindre stykker. Vend æbler, tranebær, marcipan sammen. Dej nu bolledejen i fire lige store dele. Hver del rulles ud, til en cirkel som en pizza. Læg den første dej cirkel på bagepapir og smør 1/3 af kanel/smør blandingen på i et tyndt lag, til en cm fra kanten.


Kom nu 1/3 af æbleblandingen ovenpå. Den anden dej cirkel kommes over på og man gentager med 1/3 af begge fyld.


Den tredje dej cirkel kommes ovenpå og man gentager for sidste gang med de to fyld. Den sidste og fjerde dej cirkel kommes på øverst, kanterne samles nu grundigt hele vejen rundt. Nu markeres midten men med et glas og der skæres først fire slidser ind imod midten og så skære men igen imellem disse slidser og tilsidst slidser imellem disse slidser. I alt skal der være 16 slidser ligelig fordelt over hele cirklen.


Nu tager man fat i to slidser, ved siden af hinanden, og drejer slidsen til højre, 3 gange imod  højre, mens man med slidsen til vestre, drejer 3 gange imod venstre, spidsen samles tilsidst.


Dette gentages men alle de andre slidser. Tilsidst kommer der en fin julestjerne frem.


Julestjernen skal nu hæve med ovnen varmer op. 220 grader, alm. ovn. Pensel nu stjernen med sammenpisket æg og drys perlesukker og de hakket pekannødder på.
Bages i 20-25 minutter, imidten i ovnen, hvis den begynder at blive mørk kan den sættes nederst i ovnen.


Så blev "lågen" åbnet 1. december, håber du har lyst til at kikke forbi i morgen, når jeg åbner den næste. Glædelig julebag.

1 kommentar: