søndag den 30. november 2014

1 søndag i advent


Så er det imorgen at det er 1 december og det første indlæg i julekalenderen kommer. Jeg glæder mig rigtig meget til det og håber en masse har lyst til at følge med. Jeg vil forsøge at komme indlæggene på bloggen hver morgen, så der er mulighed for at bage dem i løbet af dagen. Jeg er spændt så vi ses forhåbenligt på bloggen i morgen og resten af december.

fredag den 28. november 2014

Julekalender på Farmorhygge - kom og vær med i hele december


På mandag er det 1 december og i denne måned har jeg valgt at lave et indlæg på bloggen, hver dag. Indlæggene vil indholde opskrifter på forskellige slags kager, brød, konfekt og nok også lidt af det sunde :) Det skulle gerne blive sådan at alle kan være med også selv om man har lidt julestress.


Håber du har lyst til at kikke forbi bloggen, når jeg åbner dagens låge. Så kan jeg næsten garantere at du kommer i julestemning mens vi tæller ned til juleaften.

Juledekorationerne er blot nogle af dem mine drenge har lavet, til at pynte herhjemme ved os - er de ikke fine?

Grebet lidt af surdej



Jeg bager rigtig, rigtig, rigtig mange kager og engang imellem må der godt ske noget andet. Så da der opstod en tråd, i en bagegruppe på facebook, om at lave sin egen surdej, hoppede jeg med på den. Inden længe stod der op til flere glas i huset og boblede. Den første rugsurdej, som gik under navnet hr. Surresen, gik desværre hen og døde, selvom han fik kærlighed. En ny måtte startes op og denne gang med mere held. Siden hen kom der en hvedesurdej og en æblesurdej til samlingen.

Rugsurdejen startes op med nogle spsk mel og vand i et højt glas - må ikke lukkes tæt. Den stilles på et lunt sted, efter nogle dage skulle der gerne dufte surt og boble lidt i glasset- husk at røre i den hver dag. Nu skal den fodres hver dag med rugmel og vand, Jeg giver den et par spsk. Surdejen skal være lind i konsistensen. Går det lidt træg med den, kan der tilsættes lidt gær og lidt honning. Efter 4-5 dage skulle den være klar til anvendelse.

Når du vil bage tager du 1 dl af din surdej og tilsætter det samme af mel og vand til surdejen er lind, stil det lunt natten over (Husk også at fodre din grundsurdej).

 Jeg har brugt min rugsurdej til at bage lyst rugbrød, med inspiration fra Meyer. De passer super godt til det vi gerne vil ha, men nogle gange har jeg udskiftet lidt af hvedemelet med rugflager, hele hvede eller rugkerner (de kan stå i blød i vand først)


Lyst rugbrød (3 stk)

Ingredienser
Din surdej
1,1 liter lunken vand - evt udskift noget med øl
1000 gram rugmel
600 gram hvedemel
30 gram salt
10 gram gær
Drys til toppen - græskarkerner, solsikkekerner, rugflager eller hvad du har lyst til.

Fremgangsmåde
Rør vand, surdej og gær sammen. Tilsæt salt. Kom mel i og rør/ælt det i 6-7 minutter på rørmaskine. Pas på dejen ikke bliver alt for tør. Stil nu dejen, overdækket, i køleskabet til næste dag. Kom dejen i 3 smurte forme og glat den ud. Stik en massen huller i dejen med et grillspyd eller lign. Kom drys på toppen. Efterhæv nu 2-3 timer, lunt til dejen når kanten af formen. Rugbrødene bages ved 180 grader, alm. ovn i 50 minutter. Når brødene er færdig, tages de ud af formen og afkøles på en rist.

Selv om det virker lidt omstændigt så er det slet ikke så svært at komme igang. Hvis du ikke lige skal bage de næste par dage, stiller du bare surdejen i køleskabet indtil du vil bage igen (husk at fodre den en gang i ugen).


Dåbskage i retrofarver


Blev spurt af en kollega om jeg ville bage en dåbskage, til deres lille dreng. Han skulle ha lysegrøn bånd på dåbskjolen, og i det hele taget måtte kagen gerne ha et mere retro look end et blå i blå look. Jeg fandt hurtig nogle billeder på nettet til inspiration, men jeg vil helst at mine kager har deres eget design, og det fik den. Jeg havde faktisk slet ikke forestillet mig, hvordan udseendet skulle end med at blive, det kom bare hen af vejen.

Selve kagen bestod af 2 bunde spongecake med revet appelsinskal. 2 bunde luftige lagkagebunde, 2 lag med hindbærcreme med græsk yoghurt og revet lime, det sidste lag var chokoladecreme med orangesmag og chokoladeovertrukken knas. Kagen var smurt op med almindelig smørcreme tilsmagt vanille og revet citron. Overtrukket og pyntet med fondant.

Lagkagebunde (3 bunde)

Ingredienser
6 æg
200 g sukker
140 gram mel 
Vanillestang ( korn) 

Fremgangsmåde
Pisk æg, sukker og vanillekorn grundigt sammen. Vend mel forsigtigt heri.
Dejen fordeles i en springform 24-26 diameter. Bages ved 185 grader ca. 15 - 20 minutter, til den er lys brun og gennembagt. Køles af og kan herefter skæres i 2-3 bunde alt efter ønske. 


Spongecake (2-3 bunde)

Ingredienser
250 g  sukker
220 g hvedemel
55 g smør
4 æg
2 1/2 dl sødmælk
2 tsk bagepulver
1 vanillestang 
Revet appelsinskal fra 1 appelsin 

Fremgangsmåde
Pisk æg luftige i 3-4 min, tilsæt sukker, vaniliekorn, revet appelsin og pisk 4-5 min. Vend de tørre ting sammen og sigt det i æggemassen og vend det forsigtigt sammen. Smør og mælk varmes og vendes i dejen. Dejen smøres ud i med forret bradepande 30x23cm eller i en springform 24-26 diameter.  Bages i 30-45 min ved 175 grader. Køles af og skæres ud i 2-3 bunde.


Hindbærmousse med græsk yoghurt/limeskal (2 lag) 

Ingredienser
300 gram frosne hindbær
Flormelis efter smag
1 vanillestang
Revet limeskal fra 1 lime
2 dl græsk yoghurt 10%
1/2 liter piskefløde
5 blade husblas

Fremgangsmåde
Tø hindbærende op. Udblød husblassen i kold vand. Skær vanillestængerne op og skrab vanillekornende ud og mas dem sammen med lidt flormelis. Kom de tomme vanillestænger, vanillesukkeret og citronsaften op til hindbærende og kog det hele nogle minutter. Afkøl hindbærende  lidt og kom det udblødte husblas i den godt lune hindbærsylt og rør til det er opløst. Passer nu hindbærende igennem en sigte for at fjerne hindbærkernerne (kan også lade dem blive). Pisk fløden til flødeskum. Når hindbær sylten er godt afkølet kommes den græske yoghurt i og røres rundt. Vend halvdelen af flødeskummet i, her behøver du ikke være så forsigtig. Vend resten af flødeskummet i og pas på ikke at slå alt luften ud af skummet. Kom hindbærmoussen i en sprøjtepose og kom den i køleskabet, hvor den skal sætter sig inden den kommes i kagen ca 4-6 timer.

Chokoladecreme (1 lag)

Ingredienser
1/2 dl fløde
200 gram mørkchokolade (evt med orangesmag)

Fremgangsmåde 
Varm fløden op (må ikke koge). Hak chokoladen og kom den sammen med den varme fløde og rør til den er ensartet. Dæk chokoladecremen til med film, den skal ligge helt nede på cremen. Stil den i køleskabet, natten over. Piskes let op men pas på den ikke piskes for meget, så skiller den. Jeg vendt noget chokoladeovertrukken knas i cremen i.


Smørcreme 

Ingredienser
200 g blødt smør
350 g flomelis
2 past æggeblommer
1-2 spsk mælk
Revet citronskal fra 1 citron 
Vanillekorn fra 1 vanillestang

Fremgangsmåde
Alle dele piskes sammen - konsistensen kan justeres med mælk.  


Tilsidst samles kagen. Smørres op med smørcremen, overtrækkes med fondant og pyntestil sidst efter lyst. Hun blev i øvrigt rigtig glad for kagen og selv børnene i selskabet spiste løs af kagen.


fredag den 14. november 2014

Julelandskab - i mini udgave :)



Vi nærmer os jo den søde juletid og planlægning af julebagerierne, er godt i gang herhjemme. Så da jeg stadig er med i en bagekonkurrence på facebook, hvor månedens opgaven var miniature, tænkte jeg det var oplagt med et lille julelandskab. Noget jeg aldrig har prøvet at lave før, men altid gerne ville prøve at give mig i kast med, og så er det vel godt at starte i det små :) Behøver jeg at fortælle at mine 3 drenge er vilde med landskabet og de har elsket at følge med i procesen. 


Udover julelandskabet syntes jeg det var passende med miniature vanillekranse og klejner, for hvis det er småt, så feder det jo slet ikke :) Opskrifterne er skrevet ned til alm str og så vælger man jo bare selv i hvilken strørrelse småkagerne skal laves i.


Honningkager 

Ingredienser
350 gram hvedemel
200 gram honning
100 gram sukker
1 æg
1 tsk kanel
1 tsk stødt nelliker
1 tsk stødt ingefær
1 tsk natron

Fremgangsmåde
Varm honning op til den smelter og kom så sukkeret ved og rør. Når honning/sukkerblandingen er kølet lidt af blandes ægget i og røres i. Kom til sidst de tørre dele i blandingen og ælt det godt sammen. Kom evt dejen i køleskabet så den bliver lidt fast. Så er den ellers klar til at stikkes ud. Figurerne og husene bages ved 175 grader, alm ovn i 10-12 minutter alt efter størrelse. Når figurerne er kølet af pyntes de med royal icing (pastruseret æggehvide rørt med flormelis og evt farve) 


Vanillekranse (ca 100 stk alm str)

Ingredienser 
250 gram hvedemel
250 gram smør
125 gram flormelis
100 gram smuttede mandler
Vaniliekorn fra 1 stang vanille 
1 knivspis bagepulver

Fremgangsmåde
Mandlerne kommes i en hakker sammen med sukker og vanillekorn og det køres helt fint. Kom mel og bagepulver ved. Smuldre til sidst smørret sammen med mel/mandel blanding og ælt dejen sammen til den er ensartet. Dejen er nu klar til at blive kørt til vanillekranse med en kødhakker eller som jeg gjorde med en sprøjtepose og stjernetyl. Vanillekranse bages ved 185 grader, alm ovn i ca 8 minutter, til de er lysbrune.

                                               
Klejner (ca 60 stk mellemstore) 

Ingredienser 
450 gram hvedemel
125 gram sukker
125 smør
2 æg
1 1/2 dl fløde
1 1/2 tsk revet citronskal
1 tsk kardemomme
1 tsk hjortetaksalt
1 pk palmin

Fremgangsmåde
Alle ingredienserne blandes sammen og æltes til en ens artet dej. Dejen pakkes ind og kommes i køleskabet til dagen efter. På 2 dagen rulles dejen ud en en stor firkant som skæres i strimler (5cm brede) med en klejnespore, som skæres igen på den anden led, så det bliver rudeformet.


I hver rude skæres et snit i midten og vrides til en klejne, det er nemmest at lave dem alle færdig inden de koges.


Palminen opvarmes et ca 180 grader i en gryde. Kog max 5 stk af gangen til de er lysebrune. Når ja jeg kom nok selv lidt flere i af gangen :)


Klejnerne tages op med en hul ske og kommes på noget køkkenrulle, til afdrypning inden de nydes.


Klejnerne kan fryses ned efter de er kogt færdig og så tages op og lunes kort i ovnen, så er de som nykogte.


Juletræskyskager

Ingrediense
60 gram æggehvide 
65 gram sukker
65 gram flormelis
1 tsk majsstivelse
Lidt grøn pastafarve
Lidt kagekrymmel

Fremgangsmåde
Pisk æggehviderne let stive, kom nu det alm sukker i og pisk det stift. Bland majsstivelse sammen med flormelissen og vend det i den stive æggehvidemasse, til den er ensartet. Massen kommes i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjtes til juletræ. Kom nu kagekrymmel på som stjerne og pynt. Kyskagene tørres ved 100 grader, alm ovn i 2-2 1/2 timer alt efter størrelse.


Hold da op, hvor blev det her indlæg super langt, men håber du kom helt igennem det :) I øvrigt så kom jeg videre til finalen, hvor jeg dyster med fire andre. Det er vildt sjovt 😃 

onsdag den 12. november 2014

Nutella amok


Hvad gør man hvis nogen har købt 5 kg nutella i en stort krukke, istedet for mange små glas, til en ?? Så kommer man da over til mig og stiller udfordringen: lav noget med nutella. Hmm nutella er jo ikke så ringe og det første der faldt mig ind, var at afprøve en nutella stjerne. Måske ikke det bedste navn hi hi, men helt sikkert noget som kan anbefales, hvis man elsker nutella. Vil dog sige, at mine drenge fik rigeligt af det, så en anden gang vil en halv portion være rigeligt. Jeg brugte dobbelt portion af min ynglings bolleopskrift fra Amo bagebog, den er hurtig, nem og giver lækker blød boller/brød.

Nutella stjerne (mega stor)

Ingredienser
1000 gram hvedemel
150 gram smeltet smør
5dl mælk
50 gram gær
2 æg
2 spsk sukker
2 tsk salt

300-400 gram nutella - alt efter hvor stor en nutellagris man er :)

Fremgangsmåde
Lun mælken og opløs gæren heri. Kom sukker, salt og æg og smørret i, og rør rundt. Bland melet i og ælt det hele til en ensartet dej. Lad dejen stå og hvile et par minutter i skålen. Del nu dejen i 4 lige store dele. Rul nu den første del ud i en stor cirkel - som en pizza.


Kom så nutella på i et jævnt lag, indtil 1 cm fra kanten - jep jeg kom en del på :)


Rul nu den næste del dej ud, og kom den ovenpå den første del. Smør nu igen nutella på. Gentag med tredje del dej, nutella på og så den sidste del dej øverst. Marker nu midten med en udstikker eller glas ca. 5 cm i diameter. Skær 16 snit i dejen, hele vejen igennem alle lagene.


Tag nu to strimler dej - drej den højre til højre og den venstre til venstre, så dejstrimlerne drejes 2 gange rundt om sig selv. Gentag nu med resten af strimlerne.


 Stjernen skal nu efterhæve imens ovnen varmer op. Pensles nu mælk eller æg.


 Bages ved 220 grader, alm. ovn i ca. 20 minutter. Her er altså nok til en større forsamling.


MEN der skulle laves lidt mere med nutella, så derfor kom der da også lige en nutella browie i ovnen. Er du en rigtig chokolade spiser, som elsker kage der er konfektagtig, så skal du prøve den her. Jeg gav den lige en klat flødeskum på toppen og lidt hindbær på toppen. jeg har nemlig stædig hindbær i haven selv om vi er i november, men slås dog lidt med solsorten om, hvis det er.

Nutella brownie (lille bradepande)

Ingredienser
400 gram nutella
120 gram sukker
150 gram brun farin
225 gram hvedemel
125 gram smør
4 æg
Vanillekorn fra 1 vanillestang
1 dl grofthakket hasselnødder, mandler eller valnødder

Fremgangsmåde
Smelt smør og rør nutellaen i. Pisk de to slags sukker og vanillekorn, godt sammen med nutrellablandingen. Pisk nu et æg i af gangen. Vend tilsidst melen i til blandingen er ensartet. Kom dejen i en lille bradepande, beklædt med bagepapir. Bages ved 175 grader, alm. ovn i 40 minutter. Den skal køle helt af iden den spises og har godt af at stå i køleskabet til dagen efter.


Så klar parat gå nutella amok :) skal lige hilse og sige at der stadig var masser af nutella i krukken, så den blev pænt afleveret tilbage og så må de selv prøve at spise sig igennem resten.

tirsdag den 11. november 2014

Går bananas


Når genboen kommer med lidt bananer, som skal bruges hurtigt, så må der jo tænkes kreativt, især hvis det ikke skal ende med almindelig banankage. Så derfor blev det til bananbrød med chokolade og nødder. Det er dog stadig mere en kage end et brød, men knap så sødt og så er der næsten ingen fedtstof i.
Derudover lavede jeg bananmarmelade. Det lyder godt nok lidt specielt, men smager faktisk rigtigt lækkert af koncentreret banan. Det vil super at komme marmeladen i en lagkage, roulade eller lign. Så skriger bananerne i skålen på at blive brugt, er det bare at komme igang.


Bananmarmelade (1 mellemstort glas)

Ingredienser
5 modne bananer
Saft fra 1 citron
250 gram sukker - gerne rørsukker
2,5 dl vand
1 tsk kanel - kan undlades
Vanillekorn fra en stang vanille

Fremgangsmåde
Skær bananerne i små tern. Kom det hele i en lille gryde og kog det ved svag varme i 30 minutter. Blend det med en stavblender, til en ensartet masse og kog det ind til det begynder at tykne. Kommes på rengjort og skoldet glas. Opbevares på køl.


Bananbrød (1stk)

Ingredienser
300 gram hvedemel
100 gram sukker
4 modne bananer -most sammen
2 æg
1/2 dl neutral olie
1/2 dl mælk
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk vanilliesukker eller vanillekorn fra 1 stang vanille
1/2 tsk salt
50 gram mørk chokolade
50-100 gram mandler og hasselnødder

Fremgangsmåde
Pisk sukker, vanillesukker og olie sammen. Tilsæt æg et af gangen. Bland mel, bagepulver, natron og salt sammen. Bland det i æggemassen sammen med den most banan og bland mælken i. Kom den hakket chokolade og nødder i.  Når dejen er ensartet kommes den i en smurt brødform. Bages ved 175 grader, alm. ovn i en time.