lørdag den 7. juni 2014

Grove bananboller


Som det så ofte sker, var bananerne i frugtskålen blevet overmodne og krævede øjeblikkelig at blive brugt. I stedet for banankage, faldt valget på de noget sundere grove bananboller. Jeg havde ikke lige en opskrift herpå og så må man jo prøve sig lidt frem og bruge det jeg nu havde. Så har du ikke lige det der skal i en opskrift, så lad det ikke forhindre dig i at kaste dig ud i at bage, put noget andet i dejen istedet.

Grove bananboller (16 stk)

Ingredienser
3 dl cremefraice 18% (det var lige det jeg havde)
1 1/2 dl mælk
50 gram gær
4 modne bananer
200 gram fuldkornshvedemel
150 gram hvedemel
150 gram havregryn
50 cornflakes, let knuste
1/2 tsk salt
100 gram tørret tranebær

Fremgangsmåde
Kom cremefraice og mælk i en skål og rør gæren ud heri. Mos/blend bananerne og kom i gærblandingen. Bland fuldkornshvedemel, hvedemel, salt, havregryn, cornflakes og tørret tranebær sammen og i gærblandingen og rør det godt sammen. Dejen er ret klistret men fuldkornshvedemelen suger en del under hævningen. Dejen skal hæve tildækket i 40 minutter. Form bollerne med en ske. Jeg gør min hånd og ske våde med vand, når bollerne skal formes, så klister dejen ikke så meget. Efterhæve i 20 minutter og pensels med vand. Bages i forvarmet ovn ved 220 grader, alm ovn i 20 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar