Jeg bager rigtig, rigtig, rigtig mange kager og engang imellem må der godt ske noget andet. Så da der opstod en tråd, i en bagegruppe på facebook, om at lave sin egen surdej, hoppede jeg med på den. Inden længe stod der op til flere glas i huset og boblede. Den første rugsurdej, som gik under navnet hr. Surresen, gik desværre hen og døde, selvom han fik kærlighed. En ny måtte startes op og denne gang med mere held. Siden hen kom der en hvedesurdej og en æblesurdej til samlingen.
Rugsurdejen startes op med nogle spsk mel og vand i et højt glas - må ikke lukkes tæt. Den stilles på et lunt sted, efter nogle dage skulle der gerne dufte surt og boble lidt i glasset- husk at røre i den hver dag. Nu skal den fodres hver dag med rugmel og vand, Jeg giver den et par spsk. Surdejen skal være lind i konsistensen. Går det lidt træg med den, kan der tilsættes lidt gær og lidt honning. Efter 4-5 dage skulle den være klar til anvendelse.
Når du vil bage tager du 1 dl af din surdej og tilsætter det samme af mel og vand til surdejen er lind, stil det lunt natten over (Husk også at fodre din grundsurdej).
Jeg har brugt min rugsurdej til at bage lyst rugbrød, med inspiration fra Meyer. De passer super godt til det vi gerne vil ha, men nogle gange har jeg udskiftet lidt af hvedemelet med rugflager, hele hvede eller rugkerner (de kan stå i blød i vand først)
Lyst rugbrød (3 stk)
Ingredienser
Din surdej
1,1 liter lunken vand - evt udskift noget med øl
1000 gram rugmel
600 gram hvedemel
30 gram salt
10 gram gær
Drys til toppen - græskarkerner, solsikkekerner, rugflager eller hvad du har lyst til.
Fremgangsmåde
Rør vand, surdej og gær sammen. Tilsæt salt. Kom mel i og rør/ælt det i 6-7 minutter på rørmaskine. Pas på dejen ikke bliver alt for tør. Stil nu dejen, overdækket, i køleskabet til næste dag. Kom dejen i 3 smurte forme og glat den ud. Stik en massen huller i dejen med et grillspyd eller lign. Kom drys på toppen. Efterhæv nu 2-3 timer, lunt til dejen når kanten af formen. Rugbrødene bages ved 180 grader, alm. ovn i 50 minutter. Når brødene er færdig, tages de ud af formen og afkøles på en rist.
Selv om det virker lidt omstændigt så er det slet ikke så svært at komme igang. Hvis du ikke lige skal bage de næste par dage, stiller du bare surdejen i køleskabet indtil du vil bage igen (husk at fodre den en gang i ugen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar