Var inviteret til fødselsdag ved en kær venninde og selvfølgelig skulle hun ha en kage i gave. Det var en rigtig pige fødselsdag, hvor dresscoden var sort, så det syntes jeg også at kagen skulle bære præg af. Oprindelig havde jeg lavet en rigtig fin højhælet sko i fondant, som pynt, men den knækkede selvfølgelig midt over, da jeg ville komme den på. Mega øv og var så ked, at jeg ikke engang fik taget billede af den ødelagte sko. Gode råd var dyre, hvad skulle jeg nu pynte med, det blev til de to hjerter, som dog er i pap men drysset med spiseligt glimmer. Det er så svært at tage gode billeder af glimmer på kager, uden det kommer til at ligne at kagen er støvet :)
Kagen var en rigtig sommerkage, bestående af kammerjunkebund, lysebunde, koldskålmousse og jordbærmousse, den var smurt op med svejtsisk marengssmørcreme. Jeg havde faktisk snydt denne gang, for at gøre det hele lidt nemmere, jeg havde købt færdige kammerjunker men du kan jo sagens lave dem selv og der ligger en opskrift på bloggen.
Koldskålkage (til 25-30 personer)
Ingredienser
Kammerjunkebund
1 pose med kammerjunker ca. 400 gram
250 gram smør
Lys lagkagebund
4 æg
125 gram sukker
75 gram hvedemel
75 gram kartoffelmel
1 tsk bagepulver
Koldskålmousse
3 dl kærnemælk
3 dl fløde
5 blade husblas
Vanillekorn fra 1 stang vanille
Skal og saft fra 1 økologisk citron
100 gram flormelis
Jordbærmousse
250 gram friske jordbær
6 spsk sukker
Vanillekorn fra 1 vanilliestang
1 spsk citronsaft
3 dl fløde
5 blade husblas
Fremgangsmåde
Kammerjunkerne knuses (fint, men med en lille smule lidt grover stykker) med minihakker, eller i en pose med en kagerulle. Smøret smeltes og blandes med de knuste kammerjunker og det kommes i en springform, uden bund, men stående på serveringsfadet. Kammerjunkebunden masses godt sammen med en ske eller bunden af et glas. Bunden skilles i køleskabet til at sætte sig.
Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn). Lagkagebundene laves ved at piske æggene og sukkeret til en tyk æggesnaps. Bland hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sammen og sigt det i æggesnapsen og vend forsigtigt rundt til dejen er ensartet. Kom dejen i en smurt springform (26 diameter). Bages i 35 minutter. Køles af og skæres i 2 bunde.
Til koldskålmoussen starter man med at opbløde husblasen i koldt vand. Smelt herefter husblassen ved svag varme og tilsæt citronsaften. Kærnemælk, sukker, vanillekorn og revet citronskal røres sammen og husblassen tilsættes under omrøring. Fløden piskes til flødeskum og vendes i kærnemælkmassen. Koldskålmoussen kommet på køl, til den sætter sig lidt. Jeg kommer den i en stor sprøjtepose, så er det nemmer at styre.
Jordbærmoussen starter også med at opbløde husblassen i koldt vand. Jordbærrene blendes sammen med sukker og vanilliekorn. Husblassen smeltes over svag varme og tilsættes herefter citronsaft og den røres i jordbærmassen. Fløden piskes til flødeskum og jordbærmassen vendes i flødeskummet. Jorbærmoussen stilles på køl, til den sætter sig lidt. Igen kommer jeg min i en stor sprøjtepose, så det er nemmer at styre.
Endelig er alle del elementer klar, så kagen kan samles. Tag kammerjunkebunden ud og udskift springformen med kagering (den er højre). Kom koldskålmoussen oven på kammerjunkebunden, i et jævnt lag. Kom nu en lagkagebund på. Jordbærmoussen kommes på, i et jævnt lag. Afslut med en lagkagebund. Stil kagen på køl, så den kan sætte sig, gerne natten over men ellers et par timer. Tag kageringen forsigtigt af.
Nu kan kagen pyntes efter lyst. Jeg har anvendt 2 x svejsisk marengssmørcreme tilsmagt med citronskal, men almindelig flødeskum kan også bruges.
Svejsisk marengssmørcreme
Ingredienser
4 pastruseret æggehvider
250 gram sukker
250 gram smør
Lidt vanille ekstrakt
Fremgangsmåde
Æggehvider og sukker piskes sammen i en gryde over lavt blus til sukkeret er opløst. Kom nu den lune masse i en røremaskine og pisk den op i volumen til den er afkølet. Skær smørret i småstykker og pisk den ud i marengsmassen sammen med vanille ekstrakt. Det kan godt tage noget tid før massen samler sig.
Pynten er lavet af fondant, sukkerperle og masser af sølvglimmer.